Kl. 6.30 tirsdag morgen kørte mor, far og jeg hjemmefra efter min afsked med Jakob og Marco :') for at nå færgen ved Århus. Jeg skulle flyve kl. 15.45, og vi skulle være i lufthavnen 3 timer før afgang. Vi ankom godt nok i lidt god tid, men jeg synes alligevel, at den fløj afsted. Jeg gik dog en smule i panik i Kastrup, da jeg blev fortalt, at der IKKE ville være nogen til at tage imod mig og følge mig til den næste lufthavn, som jeg først havde troet, men at jeg selv skulle finde hen til det busfirma i Narita lufthavn, hvor jeg skulle tage en bus alene fra :O, men det kommer jeg tilbage til!
Vi fik vores billetter, fik checket bagagen ind, og sagt vores (i mit og min families tilfælde) meget tårevældede afsked :'') men det er okay, så længe man bare bliver glad igen!
Fra venstre modhøjre: Jacob Pontoppidan, Frederik Tømmerby Laursen, mig :P
Nu kommer vi til noget godt ;) Allerede på vej ind i flyet, var der en stewardesse der spottede os, og spurgte om vi var udvekslingsstundenter. Da vi svarede ja, fortalte hun, at hendes egen søn lige var kommet hjem fra udveksling i USA, så hun synes det var vildt spændende at vi skulle af sted nu :D Gennem hele flyturen blev vi nærmest behandlet som VIP'er! Stewardesserne kom hen til os, og snakkede, hvilket var meget rart, da vi tre udvekslingsstudenter var de eneste danskere i nærheden, og der hørtes japansk overalt på flyet... De sagde, at hvis vi havde brug for noget at drikke, vand, juice, sodavand, så skulle vi bare sige til (det var en smule "off the record"). Og vi fik lov til at gå ned til dem i enden af flyet, hvor de har mad osv. og stå og snakke med dem lidt der ;) alt i alt synes jeg, at flyveturen virkede meget kortere, end den var. De 11 timer føltes som 6-7, også selvom kun ca. 3 af dem blev sovet væk, for når man har godt selskab går tiden altså bare hurtigere!
Ankomsten i Narita lufthavn gik legende let. Der var nærmest ingen mennesker, hvilket jeg syntes var MEGET mærkeligt! Men vi skulle først igennem immigrationskontrollen, og have vores opholdstilladelse (permit of residence), for at kunne komme ned og hente vores bagage, hvilket også gik hurtigt, da vores kufferter var nærmest de første der dukkede op :) Jacob og Frederik blev begge modtaget af to ivrige japanere fra deres klub, som ikke kunne et pip engelsk, og først troede jeg skulle med dem også, og selvom jeg blev ved med at sige "FUKUI", gik det først og for dem, da jeg sagde "OSAKA". Måske er Fukui ikke så kendt en by overhovedet, selvom den virker meget stor :/
Da jeg fandt busfirmaet, som havde et meget fint stort skilt med mit navn på sat op, så jeg bare kunne pege, fik jeg at vide der var 1 minut (!) til min bus til Haneda kørte, så en ansat løb med mig udenfor for at nå den, og skaffe min billet osv., og det eneste jeg fik at vide var, at jeg skulle af ved terminal 2 -.-'. Forresten lå Haneda godt nok meget længere væk end jeg havde troet, over en time i en bus, der kører direkte, og på motorveje og alt muligt, og jeg var såååå træt, men jeg turde ikke lægge mig til at sove, af frygt for at komme af for sent!
Jeg var så lost da jeg endelig nåede Haneda... absolut INGEN talte engelsk, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle tjekke min bagage ind!! Jeg prøvede mig frem, og spurgte tilfældige forbigående, og personale med "sumimasen, eigo hanasemasuka?" (undskyld mig, taler du engelsk?), men fik alle steder svaret "no no" eller "zenzen" (overhovedet ikke). Til sidst havde jeg virkelig heldet med mig! jeg stoppede en yngre kvinde, som var ansat i lufthavnen. Hun kunne overraskende godt engelsk, og havde selv været udvekslingsstudent for Rotary, da hun var yngre :D Hun hjalp mig til det rette sted, og så langt hun kunne, men midt i min forvirring fik jeg desværre ikke fat i hendes navn :(
Så kunne jeg ellers bare vente på flyet, men... så skulle jeg jo lige på toilet:
Jeg kan simpelthen ikke vænne mig til det! Man bliver altså helt bange når man åbner døren til toilettet, og så ser man computerskærme og toilettet åbne og skyller ud af sig selv! Og de er alle vegne.. ihvertfald alle steder der er toiletter ;P i lufthavnene, på restaurenter, offentlige toiletter, min værtsfamilie har også to af dem!!
Mens jeg ventede på flyet, kom jeg til at snakke med en ældre dame, som var utroligt flink, og faktisk bedre til engelsk end in værtsfamilie ;) hun boede i Osaka, og skulle tilbage efter at have besøgt sin datter i Tokyo. Jeg var i tvivl om hvilken bus jeg skulle tage ud til flyet, så hun hjalp mit til den rigtige, og ind i det rigtige fly (der var to lige ved siden af hinanden!). Desværre kom jeg ikke til at sidde ved hende i flyet, men vi mødtes igen i Osaka, og jeg fik hendes kort, og hun fik mit, og jeg lovede at sende en mail til hende :)
Min værtsmor- og far og exchange student chairman og en anden fra min klub ventede på mig i lufthavnen, med skilte og små flag og kameraerne fremme, det var en dejlig velkomst ;D De spurgte, om jeg var "starving" haha, og vi fik så mad på en "italiensk" restaurant, meeeen... der var ikke meget italiensk over den. Japanerne har en tendens til at kalde det western food, men japaniserer det så meget, at det ikke rigtig er til at kende igen... Men det smagte nu godt alligevel, det var skam ikke det!
Så gik turen ellers mod Fukui, som viste sig at være en køretur på 3 timer, men det gjorde ikke så meget, for deres bil er så blød indvendig, at man næsten synker ned i sæderne, og den er helt lydløs, så jeg faldt i søvn ret hurtigt, hvilket viste sig at være en god ide, da jeg endte med at være oppe til kl. 00 Japansk tid, fordi jeg skulle pakke ud, og slappe af med min værtsfamilie. Børnene kan intet engelsk, kun skrive en smule, men jeg er allerede igang med intenst at lære sproget! Alene idag ar jeg lært mere end man skulle tro!!
Her kan man ihvertfald se, at de kører i den "forkerte" side af vejen ;)
En smule af Osakas skyline
Her til morgen fik jeg morgenmad, der var en konge værdig! spejlæg, bacon, salat og ristet toast, det var lækkert, men jeg håber virkelig ikke de spiser sådan hver dag, for så kommer jeg da til at veje nogle kilo mere på vej hjem :S og så prøv lige at forestille jer at spise det ovennævnte med SPISEPINDE! jeg gjorde det, men jeg vil ikke påstå at sige, det var nemt! ;D Jeg har også fået mine egne spisepinde, men kaniner (usagi) på, heh, og lært nogenlunde hvordan man bruger dem. Spisepinde hedder "hashi", og man får en lille bitte tallerken-lignende ting på størrelse med en kapsel, som man lægger spidsen af spisepindende på, så de ikke bliver beskidte. Den hedder "hashi-oki".
Min værtsmor og jeg kørte til bageren omkring frokosttid, og da hun sagde jeg skulle finde noget jeg ville have, fandt jeg en lille sandwich og kage, og hun blev helt overrasket over jeg ikke skulle have mere! For resten af familien plejede åbenbart at tage godt for sig ;)
Og det her er ikke engang det hele :O Jeg må sige de er altså virkelig gode til at lave mad, bage osv. hernede!
Jeg har også givet dem Fazer og Hoptimist idag. Der er vist ingen tvivl om, hvilken gave de bedst kunne lide ;) Japanere har ryg for ikke at være særligt glade for lakrids, og specielt ikke salt eller stærk lakrids. Jeg er ked af jeg ikke filmede eller tog billeder af deres ansigter imens, for de var altså helt "priceless" ;D Kun Jinichiro (værtsfar) og jeg kan godt lide dem! Og hoptimisten har fået en fin plads i det fine skab.
Jeg har vist ikke mere for nu, så her er der ihvertfald et indlæg, der kan holde jer beskæftiget i noget tid :D Mata ne! (til vi ses igen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar