Første skoledag m.m.

I går havde jeg min første skoledag, og jeg kan godt sige jer... det var specielt!

Jeg stod tidligt op, som de fleste andre nok ville gøre på deres første skoledag, for man skal jo være sikker på at have tid nok. Så var det jo så bare jeg ikke havde tænkt over, at der ikke skulle lægges make-up eller vælges smykker for det er "NO NO!" på skolen :) Og tøj skal du jo heller ikke tænke over, det er det samme hver dag, selvom man dog kan vælge mellem lang eller kort skjorte. Jeg har den korte på, og selvom jeg fik at vide, at japanske piger normalt har den lange på, så ville jeg altså gå til at varme i tykke knæstrømper, lang nederdel og en langærmet skjorte! 

Så smuk så smuk... Og så skulle i se sportsuniformen! Ej, det er faktisk slet ikke så slemt, for alle har det jo på, selvom jeg må indrømme det er lidt mærkeligt at skulle gå med nederdel :I 

Jeg gik til skolen sammen med mamma, for det tager kun ca. 10 min. Hun skulle vise mig vejen, og så lige hjælpe mig med at få mine hjemme/inde-sko og sportssko ;) Da jeg var blevet sikkert afleveret og alt var i orden, skulle jeg introducere mig selv for alle lærerne på "læreværelset", og det skulle være på japansk! Jeg tror det gik ok.. men udover mig var der en ung mand fra USA, Lauren Burt, som også lige var ankommet, og skulle fungere som engelsklærer (ALT tror jeg det blev kaldt). 

     Min klasselærer er ikke så god til engelsk, så jeg fulgte bare i hælene på ham, og stoppede og ventede når han sagde "Chotto matte" (vent et øjeblik). Da jeg kom ind i klassen var der kun 9 elever, og det viste sig at være fordi over halvdelen af klassen er med på baseball-holdet og var ude at spille turnering. Der er 3 piger i min klasse: Sa-chan (Satsuki), Rina og Chiaki. Ja, det er nemt at huske ;) De er rigtig søde alle sammen, men heller ikke vildt gode til engelsk, så når vi snakker sammen er det en blanding af engelsk, japansk, tegnsprog og gætteri :D 

Fra venstre mod højre: mig, Sa-chan, Chiaki og Rina. Sa-chan er i danskeklubben (hip-hop), Chiaki er i Kendo-klubben (japansk fægtning) og Rina er i Tennisklubben. (og p.s. de er alle mindst 5 cm lavere end mig!)

Fordi det var første skoledag, sluttede dagen allerede kl. 11.30, og der var mange pauser, fordi der ikke rigtig var noget at lave. Skolens åbningsceremoni blev holdt, men vi blev i klassen og hørte den over højtaler. Jeg kan godt sige jer, det kan være man synes det er mærkeligt at bukke hele tiden til folk man går forbi og hilser på, men det er altså endnu mere mærkeligt at skulle bukke til noget, der taler over højtaler, og ikke engang er i nærheden! 

     Jeg har aldrig følt mig så berømt før, haha! Hvorend jeg gik blev der stirret vildt og peget, og folk kom hen til mig og introducerede sig, sagde "kawaii!", og ville røre ved mit hår eller se på mine øjne, som også blev kaldt "kire" (smuk) ;D MEGET mærkeligt, men ikke ubehageligt ;)

     Jeg undskylder på forhånd at jeg ikke har og ikke får særligt mange billeder fra skolen, fordi telefonerne bliver samlet ind om morgenen i en kurv, taget med af vores klasselærer og givet tilbage, når vi har fri :) 

Da vi alle skulle hjem igen, ventede mamma på mig, og så skulle vi hen til "Fukui international activity plaza, og jeg blev aldrig helt klar over, hvad det var vi egentlig skulle, men jeg tror det var pappa der skulle have lavet noget med sit pas :) Men det endte med (!) at jeg blev skrevet op til et japansk gruppekursus, som starter d. 12. september, og så er det hver torsdag fra 18-20 i 3 måneder :) 

Og jeg blev informeret om en festival og andre aktiviteter, som sker ved FIA, bl.a. prøvning at kimonoer, som mamma har lovet at tage mig med til :D 

Da vi var færdige ved FIA spurgte mamma og pappa om jeg ville ind at se en traditionel japansk have, og jeg svarede selvfølgelig ja med det samme! Det viste sig bare det ikke kun var en have, men også en gammel bygning, som svarer til hvad vi i DK ville kalde en herregård eller et gods, med tilhørende sø fuld af Koi! 

Der var EKSTREMT mange koi (altså koi-fisk/karper), og man kunne købe noget foder, som man kastede ud til dem, hvilket vi gjorde, og det fik dem til at gå helt amok! Det var nærmest skræmmende med alle de kæmpe fisk, og åbne munde vendt mod en, men også ret komisk, i det de lavede en form for svuppe-lyd hver gang de prøvede at få fat i foderet (ja, prøv lige at forestille jer det!), Og også meget smukt med alle deres farver der glimtede i solens stråler :) Jeg fik desuden at vide, at "Kin-koi" (guldfarvede koi) er noget helt særligt, opfattet som lykkebringende eller noget i den stil ;P 

Jeg prøvede at sidde i "Seiza" (traditionel japansk siddeposition) inde i det gamle hus, men det var kun for billedets skyld, for det gør sindssygt ondt, og hvis du sidder sådan for længe, bliver dine ben følelsesløse :O 

Bare lige nogle billeder af huset og søen osv., det hele var simpelthen så smukt man skulle tro det var løgn! De passer godt på deres ting herovre ;)

Da vi kom hjem gav mamma sig til at lave den helt store omgang til aften, fordi obaa-chan (bedstemor) var kommet hjem fra sygehuset ;D (det skal lige siges jeg har sagt hun blev indlagt pga. demens, men har lige fået at vide, at hun også lider af sukkersyge (den hvor man skal have insulin) så det var derfor hun havde været indlagt). Men her!: 

Det er ikke altid jeg finder ud af, havd jeg sidder og spiser, men her ved jeg det meste: bacon svitset let med en form for spirrer, ris, en slags japansk æggekage, sashimi, blæksprutte, og aborre (måske...). Det smagte fantastisk! Udover sashimi'en... der måtte jeg altså give op... uanset hvor meget jeg gerne vil spise hvad der bliver serveret, så kunne den altså ikke glide ned... 

Senere på aftenen fik vi så dessert: "suika" (vandmelon)! Den vi fik at Hajime og Shimizu ;) vandmelon er også en "big deal" her, ligesom paraplyerne. Der er en japansk sommertradition som siger, at man skal gå udenfor og lægge en vandmelon på et tæppe eller lignende, og så skal en person have bind for øjnene og et bat i hånden og prøve at smadre vandmelonen med hjælp fra vennerne eller familien man har med til det, og så bagefter deler man stykkerne! Men det gjorde vi dog ikke ;D 

Idag var min første "rigtige" skoledag, som startede kl. 8.30. Jeg blev igen fulgt derhen af mamma, selvom jeg nok godt kunne have fundet derhen, men det er rart at føle man bliver passet på, når man ikke er heeelt sikker på mange ting :) 

     Dajeg kom ind i klassen, var den fuld af alle de drenge, jeg endnu ikke havde hilst på, og det var lidt akavet, fordi jeg var den første af pigerne til at møde ^^' Men da først pigerne og læreren kom, skulle alle introducere sig selv, og det tøede ligesom hele atmosfæren op at høre mig prøve at udtale deres navne, eller skulle spørge flere gange -.-' Jeg vil sige, den time der var sjovest, var geografi, fordi han stillede alle eleverne spørgsmål om Danmark, og bl.a. til "kender i kendte fra Danmark?" blev der svaret "Beckham!" med stor entusiasme fra Yuto, der sidder bag ved mig (og som omtalte sig selv som ichi-ban kakkoi - the number one cool guy, hehe ;D ). Ikke engang engelsk kunne jeg være særligt meget med i, og jeg forstår nu hvorfor så mange japanere er dårlige til engelsk. Det eneste der sker, er at læreren skriver sætninger på på engelsk, analyserer den for eleverne, oversætter den, og får dem til at skrive det hele ned i deres hæfter. Ingen snak overhovedet, kun grammatik, og jeg vil vove at påstå jeg var ikke kun lidt, men meget bedre til engelsk end ham :( 

     Men alt i alt synes jeg det var en rigtig godt dag, fordi jeg fik snakket med stort set alle mine klassekammerater, og prøvet en "rigtig" skoledag :) 

Skolen sluttede kl. 16, og bagefter var der klub. Jeg valgte skolens big band jazz, fordi jeg gerne ville prøve at spille saxofon, men jeg skal da lige hilse at sige, at det ikke bare er sådan lige til! Klub er færdig kl. 18, og på de 2 timer lykkedes det mig ku at kunne frembringe 1-2 rigtige lyde, HVIS JEG VAR HELDIG! Godt jeg har et år til det her!! Men det var super sjovt, og alle på holdet er vildt søde, venlige og sjove, og selvom læreren max kan 10 ord på engelsk, så gik det, og jeg glæder mig allerede til i morgen ;) Men jeg er nu lidt træt, jeg har aldrig været i skole til kl. 18 før, og det er alle hverdage fra nu af :I Jeg vænner mig nok til det! 

Vi ses! Og hav det godt alle sammen! ;)

"It feels like my tanjoubi!"

ÅÅÅÅÅH! Jeg kan ikke lade være med at skrive! Jeg bluver nødt til det, da det jo nærmest er min dagbog ;D Så nu får i lige lidt mere at læse, hvis i har lyst.

Jeg starter med mad. Ja, jeg ved det er lidt mærkeligt, men man kan bare ikke lade være! Maden er virkelig fantastisk, og der er så mange variationer af alt! Ikke halvdelen af tiden ved jeg hvad jeg spiser, men jeg gør det med glæde alligevel, og den vane er jeg næsten sikker på vil hænge ved efter et helt år på den måde ;D

I forgårs fik vi dette til aftensmad:

Jeg kender ikke navnet, men lækkert var det! Jeg kan ikke finde ud af om japansk mad er usundt eller sundt... for på den ene side får de vildt mange grønsager, mange forskellige, tilberedt på forskellige måder, men på den anden side, er meget af kødet, nudlerne og alt andet der bliver stegt, meget MEGET "smør-smagende", de sparrer ihvertfald ikke på det!
Og de spiser vildt meget kål! O///o (og selvfølgelig ris).


I går var Okaa-san ikke hjemme det meste af dagen, fordi hun var inde at besøge obaa-san (bedstemor), som ligger på hospital pga. kraftig demens. Derfor var Ayano, Takaaki, Otou-san og jeg alene hjemme. Selvom det var lørdag, lavede både Ayano og Takaaki lektier... De laver næsten altid lektier! Og de er ikke engang startet i skole endnu, det er et eller andet med det japanske uddannelsessystem, som jeg ikke forstår, og mine værtsforældre ikke kan forklare mig :/
     Nå, men da de var ved at være færdige, spurgte Otou-san, om jeg havde lyst til at gå på museum sammen med alle, når de var færdige med lektier. Jeg kan godt lide at tage på museum, så jeg sagde selvfølgelig "Hai!" (ja), og huskede på "the rotary smile", vejen til alverdens eventyr :D
     Så da de var færdige gik vi langsomt derhen ad, for det viste sig at ligge ca. 200 m fra deres hus.. Det var en udstilling af 30 af Michelangelos skitser og tegninger, men jeg må indrømme jeg ikke fik meget ud af det, da kun omkring halvdelen var oversat til engelsk, og stod længst nede på skiltene, hvor jeg ikke kunne se for alle menneskerne -.-' Meeeeen så igen må jeg indrømme, at det var nogle ret imponerende skitser!

Mig foran en kopi af et af Michelangelos værker, som man måtte blive fotograferet foran. Jeg ville gerne have haft et billede med Ayano og Takaaki på, men det var de for generte til ;)

Da vi kom hjem, slappede vi bare af, og så fjernsyn osv. Omkring kl. 20 kom Ayano op og sagde, at vi skulle ud og spise (jeg gættede mig til det var fordi Okaa-san ikke var hjemme, og de ikke havde lyst til at lave mad ;P ). 

     Det var en meget lille klassisk japansk restaurant, så jeg fattede nada af menu-kortet, men heldigvis er japanerne så søde, at de normalt sætter billeder ved siden af, så man måske har en chance for ikke at bestille et eller andet vildt mærkeligt :/ Jeg endte op med "ebi-furai" og "tonkatsu"(friturestegte rejer i dej, og små friturestegte svinekoteletter i dej), men nej nej, der stoppede det jo ikke... Det er ikke nok med2 kæmpe rejer, og 2 koteletter oven på en salat af rå kål og gulerod, nej, der skal også ris til, og misosuppe med "nori" (tang), og en skål med syltede bambusskud og rode, og 2 slags dyppesauce ved siden af OG en eller anden meget (!) sur syltet frugt. Jeg har ikke én eneste gang gået sulten i seng herovre! (Omg jeg rabler løs om mad..) 

I dag stod jeg op i den tro, at jeg skulle til et forholdsvist kedeligt Rotary møde 1 1/2 times kørsel herfra,  bare mig og mine værtsforældre, MEN! HVOR TOG JEG BARE FEJL!!!!

Først kørte vi hen til en stor kontorbygning, og det var der jeg troede det skulle finde sted, men det viste sig vi skulle møde Hajime (Exchange studen chairman), Shimizu (min counselor) og min anden værtsfamilie (tror jeg nok :I ), Fujimoto-san og Nagasaki-san! Fordi vi var kørt derhen i den store bil, som der kan være syv mennesker i, besluttede vi os for alle at køre i en bil, og så gik turen ellers mod Nagahama, hvor mødet skulle holdes :)

     Jeg sov vidst halvdelen af tiden... Jeg ved ikke hvorfor, men ligeså snart jeg sætter mig ind i en bil herovre, bliver jeg åh så træt, og det er ikke engang fordi jeg går sent i seng eller noget! Måske er der noget jetlag der ubevidst plager mig, selvom jeg ikke har problemer med at sove :S 

     Da vi ankom, viste det sig så, at det var et møde for ALLE INDBOUNDS I MIT DISTRIKT! Og jeg havde hverken visitkort eller pins med til at dele ud, det ærger jeg mig stadig over >_<. Men heldigvis gik det okay. Meget af det hele blev oversat til engelsk, og på et tidspunkt gik os inbounds, og 3 Rotex'er (udvekslingsstudenter, der har haft deres ophold, og er kommet hjem) for os selv, for at snakke og tage billeder. Der er 9 inbounds i distriktet 2650: Cynthia fra Brazilien, Shiloh fra USA, Adeline fra Belgien, Sandra fra Tjekkiet, Oxana fra Holland, Clair fra Belgien, Max (Maxwell) fra USA, Louise fra Australien (som er den der har været her længst, allerede 7 måneder, og vi bor åbenbart tæt på hinanden!), og så mig :D Wow, det var kun fra hukommelsen det der!! 

     Jeg har desværre ingen billeder fra selve mødet osv., men måske kan jeg få tilsendt et af dem, som de tog af os alle sammen ;) Men her er nogle billeder af det jeg har fået:

En polo, meget lignende den jeg har fået i Danmark, men det er okay. Der står Japan på, og den er i en anden farve! Så fancy jeg bliver! -.- 

Der er blevet lagt en HEL DEL til familien siden sidst, tror jeg har fået omkring 15-16 pins bare idag! Det er fantastisk!! Men har lovet at dele rigt ud af mine også, når vi skal på vores ture bl.a. til Okinawa og Hiroshima :D 

Da mødet var færdig, troede jeg egentlig bare vi skulle hjem, men nej nej nej hvor tager jeg åbenbart tit fejl! For så skulle vi have "ranchu" (lunch/frokost) inde i Nagahama by, alle 7 ;D Det var en japansk/italiensk restaurent, for som sagt også før, japanerne synes vestens mad er spændende, men de kunne ikke finde på at lave en restaurant udelukkende med det! Man giver ikke sådan lige slip, for godt nok kunne man få spaghetti bolognese og carbonara, men også "tako", altså, med blæksprutte, og alverdens japanske twists :I Og OG! Det viste sig at være 4 retter! Jaja, de havde åbenbart planlagt det helt store, og jeg anede ingenting! Først en lille forret, så hovedret, og så den onden lyneme om der ikke kom en forret til, og så endda dessert! Pyyyyha, det var lækkert!!!!!!! 

     Bagefter, da vi var færdige, og helt runde ;) gik i ind og så på alverdens smukke glaskunst, og steder, hvor man kan se glarmestrene stå og lave det hele. Der er vildt mange af sådanne butikker i Nagahama ;)

 Bare lige ude foran en af glasbutikkerne, i kan også se et klassisk eksempel på, hvad der er uden for alle butikker, hvis ikke i hele Japan, så ihvertfald i hele Fukui og Nagahama: paraply-holdere. De er overalt!  Ja, så meget regner det!!

Vi slendrer hen ad "samurai-street" med paraplyerne højt i vejret ;P

Og støder på sjove ting og sager! Den klassiske pose som alle japanske piger/kvinder laver på billeder hvis de kan komme af sted med det: v-sign! Jeg følger bare traditionerne :D

På vejen stødte vi på "Nagahama Figure Musem", som er et museum for figurer (siger meget sig selv), men der er også en kæmpe figur-butik derinde, og hvis man går igennem den, kommer man til en slags shoppingcenter, hvor vi tog ind ;) 

Et hurtigt billede af kun en brøkdel af det interiør, som var dækket med figurer af alle former, farver, størrelser og slags ;D Desuden kunne man se den oprindelige figur brugt til "Godzilla" og "Gremlins"! 

Da jeg så det her skilt ,vidste jeg bare, at jeg skulle derind. Lige meget om jeg kunne læse det eller ej, jeg skulle bare!!! :O Til dem af jer, det ikke ved det: det her er Totoro! Totoro er en figur lavet af en meget berømt filmskaber, Hayao Miyazaki. Godt nok laver han "tegnefilm", men han laver også de bedste af slagsen, og de er IKKE kun for børn! 

ÅHA!! JEG DØDE OG KOM I KAWAII-HIMLEN!!! ^////^

Det her er hvad jeg endte op med at få ;D Ja, få. Jeg ville have købt det, men så insisterede Hajime på at betale, og jeg ville helst ikke have det, fordi han allerede havde givet mig en bog, men han sagde "gift from me", og de andre begyndte bare at sige tak på mine vegne, så det skyndte jeg mig også at gøre :/ Men jeg er da glad for det! Det er ikke det! Og forresten blev alt maden også betalt af Hajime, jeg er nødt til at finde på et eller andet at give til ham igen som tak for det hele! 

Vi kom også forbi en lille japansk butik med diverse, men hvor der var noget, som fangede mit blik: "Konpeitoo"! Japansk slik! Noget jeg (også) har hørt om før, og rigtig rigtig gerne ville smage! Det er i sig selv ikke noget sådan særligt, det er bare det at vide, at den her slags slik lavede man også for flere hundrede år siden! Dengang var det et symbol på status og rigdom, hvis man havde råd til konpeitoo, fordi sukker var svært at skaffe :) 

KONPEITOO!! 

Men vent! Håber ikke i er alt for trætte af at læse så meget, for der er lidt endnu!

     Efter det lille besøg i butikken, troede jeg egentlig vi var færdige, men.. ja, i har nok gættet det.. NEJ! Så skulle vi på en "kammidokoro", et slags konditori med mest japanske kager og desserter, men nogle enkle fra vesten også, som de har adopteret ;) Jeg fik "strawberry shortcake" og ice-tea, som så viste sig at være "Ice tea", altså, kold the med is :/ Men kagen var god! 

Den her fine sag, som man næsten ikke tør røre!! :D

Og jeg fik lov at tage et billede af alle sammen:

Igen ses den meget klassiske japanske pose ;P Og fra venstre mod højre: Shimizu-san, Nagasaki-san, Fujimoto-san, Hajime-san, Jinichiro-san (Otou-san) og Shinobu-san (Okaa-san) ;) 

På vej hjem udbrød jeg af lutter glæde: "It's like my tanjoubi!" (fødselsdag), hvilket startede en høj latter fra alle ^//^ lidt pinligt.. Men jeg mente det! 

Da vi alle sagde afsked igen ved kontorbygningen i Fukui, fik jeg sagt "Kyouyo doumo arigato gozaimashita!" som betyder "mange gange tak for idag", og som om det ikke kunne være nok, fik vi endnu en gave: Vandmelon, haha! ;D 

Otou-san er lidt af en spøgefugl, så han spændte den fast, og sagde til mig "your responsibility" med et smil på læben ;) Så jeg vogtede over den, altid med en hånd på, hele vejen hjem, og sagde "watashi no aka-chan" (det er min baby) til Okaa-san på vej ud af bilen, som udløste endnu en omgang latter ;D 

Nå, det var vidst alt for idag, i må have det godt derhjemme, jeg går i seng nu, så ses og hav det godt! ;)

Sikke en dag!

Jeg ved godt det kun er en dag siden jeg sidst skrev, men det er utroligt alt det der kan ske på sådan én dag.

For det første (og det synes jeg faktisk er meget vigtigt at påpege) vil jeg gerne fortælle, at jeg hermed spiser både rå tomater og rå broccoli! Det lyder måske ikke af meget, men en personlig sejr kan jeg godt sige jer! Jeg håber det fortsætter sådan :)

Omkring kl. 10 fik jeg at vide, at vi skulle besøge min skole (Keishin) samme eftermiddag, og jeg blev selvfølgelig utroligt glad og spændt! Derhenne blev vi mødt af Hajime, en meget MEGET glad mand fra min Klub, der altid har et smil på læberne ;) Vi kom så ind i et lille rum, hvor vi skulle snakke med rektoren (som han omtalte sig selv "boss of the school, haha), og min klasselærer. Jeg forstod ikkeså meget, og de snakkede også mest med Hajime og okaa-san (japansk for mor), men indimellem dukkede der lige en engelsk sætning op, henvendt til mig, om hvordan skoledagen foregår, hvad man må/ikke må osv. (jeg skal have mine øreringe ud, og ingen neglelak, det var vidst det ;))
     Jeg fik en lille rundvisning af Asuma, min klasselærer, men han er ikke så god til engelsk, så det var begrænset hvad jeg fik med af info, men heldigvis kan jeg da bruge mine øjne! Jeg fik at vide, at i min klasse er der 14 drenge og 4 piger med mig (!!!), men jeg sagde bare "daiyoubu" (det går/helt i orden/ok). Jeg fik også lige hurtigt hilst på en pige fra min klasse, som hedder Satsuki, hun virker meget sød :) Og da Hajime og okaa-san ville vise mig elevernes indgang, kom vi forbi en gruppe elever, som vi snakkede hurtigt med, og af en eller anden grund synes de det er sødt, at jeg har smalle øjne ligesom dem. De kalder det "kawaii" (sødt/nuttet) ;D

Her er mit skema! Det kan godt være det er lidt svært at se, men jeg har oversat de forskellige fag til dansk med hjælp fra Asuma, Hajime og Okaa-san ;) Jeg skal gå i skole fra 8:30 til 15.35 hver dag, og udover det er der en times klubaktiviteter bagefter, hvoraf jeg har meldt mig til skolens jazz big band :D 

Lille liste over mine fag: Moderne Japansk, Klassisk Japansk, Japansk (og spørg mig ikke om forskellen!), matematik, engelsk, samfundsfag, idræt, biologi, geografi, kunst, LHR & SHR (long home room & short home room) og et fag, der hedder Health and physical education :)

Måske lidt ubetydeligt, men idag fik jeg noget, som hedder Omu-rice til frokost! En ret, jeg godt havde hørt om hjemmefra og glædede mig til at smage :D Omu-rice er en slags omelet med ris i. Man laver noget, der minder om en tynd æggekage, og putter noget på, som minder om risotto, men som (synes jeg) smager meget bedre! Så lukker man den, så den får denne form:

Det sjove ved Omu-rice er, at det er meningen man bagefter skal skrive eller tegne noget med ketchup på den :D Jeg kunne snakke om mad dagen lang, for helt ærligt, det må jeg gi dem: Japanere er sgu gode til at lave mad!! 

Nå, men da jeg var færdig med mødet på skolen, kørte mig og Okaa-san til "Fukui City Hall" for at få mig registreret eller noget i den stil. Hajime og hans kone ventede på os der, så hende fik jeg også mødt, og sjovt nok blev jeg også kaldt "kawaii" af hende! Man ved altså ikke hvordan man skal reagere, når man får sådan noget at vide ^///^ 

     Hajime er virkelig dårlig til engelsk, og Okaa-san kunne ikke forklare mig hvad vi skulle der ved city hall heller, så de skrev på papirerne, og fortalte mig, hvor jeg skule underskrive :/ Til sidst fik jeg min japanske sygesikring, og Hajime gav mig en gave fra min værtsklub, som jeg skal til møde ved her d. 25. Det var 10.000 yen! :O En gave jeg ihvertfald HELT sikkert kan bruge. Desuden fik jeg en gave, som var fra Hajime selv. En fin engelsk-japansk ordbog med billeder osv. til hjælp :D 

Da vi var færdige der, skulle Okaa-san og jeg ind til et shoppingcenter, for at købe min "seifuku" (skoleuniform). Men åha! Det er jo ikke bare sådan lige! Det er altså skjorter, jakke, nederdel, lange strømper, helt specielle sorte sko, og en helt bestem slags taske. Så skulle vi hen til en mindre sportsbutik for at købe min sportsuniform, og den... Altså.. Jeg vil ikke ligefrem kalde den køn, men det går nok :) Jeg har desværre ingen billeder endnu, fordi vi ikke fik det hele med hjem, det skulle først pakkes ned eller et eller andet mærkeligt, som jeg heller ikke fik fat i. 

Da vi var færdige med det, skyndte vi os tilbage til centret for at shoppe lidt ;) Jeg skulle have en drikkedunk for det første. Okaa-san havde købt en "obento" (japansk opdelt madkasse) til mig, og små spisepinde dertil,så det var det eneste jeg manglede. 

Jeg skulle også have lidt til skolen, eller.. Okay, jeg SKULLE måske ikke, men her i Japan er der simpelthen SÅ. MANGE. TING! Og du kan altså ikke andet en falde for mindst et par af dem :I 

Jeg fik også købt mig en kawaii paraply! Det regner meget hernede for tiden, selvom der stadig er meeega varmt, og desuden tordner det også helt vildt! Torden hedder kaminari, og regn hedder ane. Jaja, jeg lærer nyt hver eneste dag, nærmest minut! Og japanere har altså et eller andet med paraplyer. Det er en hel videnskab at vælge en sk*de paraply, når der er en kæmpe, og jeg overdriver ikke, kæmpe afdeling i shoppingcentret fuldt dedikeret til paraplyer af aller former, størrelser og farver!! Men jeg fandt mig en til sidst :)

NÅ JA! JEG VANDT I LOTTERI! Det var virkelig mærkeligt... Jeg havde lige købt min drikkedunk, da kvinden ved kassen gav mig en seddel, som jeg fik besked på at aflevere ved en lille bod. Jeg gik derhen, og fik at vide jeg skulle trække et eller andet stykke trekanten papir fra en boks, som damen i boden så rev åben, og inden i lå der en lille glimtende papstjerne. Før jeg vidste af det stod de alle sammen og klappede, og sagde "SUGOII" (fedt/cool/hvor godt), og jeg fattede brik og begyndte at klappe med... :S Men så fik jeg overrakt en lille konvolut, og Okaa-san sagde det var en kupon/check på 5000 yen jeg kunne bruge næste gang jeg handlede i centret :D! Hun sagde jeg var "raki" (lucky/heldig) og ja, altså, hvor heldig har man lov at være! Haha! 

Her var lidt mere at tygge på, skriver igen når der sker noget! :D

Og så er det begyndt... Ganbatte!

SÅ! Endelig! Nu er jeg her, i den opgående sols land, og der er så meget at fortælle! Jeg må hellere komme igang ;)

Kl. 6.30 tirsdag morgen kørte mor, far og jeg hjemmefra efter min afsked med Jakob og Marco :') for at nå færgen ved Århus. Jeg skulle flyve kl. 15.45, og vi skulle være i lufthavnen 3 timer før afgang. Vi ankom godt nok i lidt god tid, men jeg synes alligevel, at den fløj afsted. Jeg gik dog en smule i panik i Kastrup, da jeg blev fortalt, at der IKKE ville være nogen til at tage imod mig og følge mig til den næste lufthavn, som jeg først havde troet, men at jeg selv skulle finde hen til det busfirma i Narita lufthavn, hvor jeg skulle tage en bus alene fra :O, men det kommer jeg tilbage til!
     Vi fik vores billetter, fik checket bagagen ind, og sagt vores (i mit og min families tilfælde) meget tårevældede afsked :'') men det er okay, så længe man bare bliver glad igen!
 

Fra venstre modhøjre: Jacob Pontoppidan, Frederik Tømmerby Laursen, mig :P

Nu kommer vi til noget godt ;) Allerede på vej ind i flyet, var der en stewardesse der spottede os, og spurgte om vi var udvekslingsstundenter. Da vi svarede ja, fortalte hun, at hendes egen søn lige var kommet hjem fra udveksling i USA, så hun synes det var vildt spændende at vi skulle af sted nu :D Gennem hele flyturen blev vi nærmest behandlet som VIP'er! Stewardesserne kom hen til os, og snakkede, hvilket var meget rart, da vi tre udvekslingsstudenter var de eneste danskere i nærheden, og der hørtes japansk overalt på flyet... De sagde, at hvis vi havde brug for noget at drikke, vand, juice, sodavand, så skulle vi bare sige til (det var en smule "off the record"). Og vi fik lov til at gå ned til dem i enden af flyet, hvor de har mad osv. og stå og snakke med dem lidt der ;) alt i alt synes jeg, at flyveturen virkede meget kortere, end den var. De 11 timer føltes som 6-7, også selvom kun ca. 3 af dem blev sovet væk, for når man har godt selskab går tiden altså bare hurtigere!

Ankomsten i Narita lufthavn gik legende let. Der var nærmest ingen mennesker, hvilket jeg syntes var MEGET mærkeligt! Men vi skulle først igennem immigrationskontrollen, og have vores opholdstilladelse (permit of residence), for at kunne komme ned og hente vores bagage, hvilket også gik hurtigt, da vores kufferter var nærmest de første der dukkede op :) Jacob og Frederik blev begge modtaget af to ivrige japanere fra deres klub, som ikke kunne et pip engelsk, og først troede jeg skulle med dem også, og selvom jeg blev ved med at sige "FUKUI", gik det først og for dem, da jeg sagde "OSAKA". Måske er Fukui ikke så kendt en by overhovedet, selvom den virker meget stor :/

     Da jeg fandt busfirmaet, som havde et meget fint stort skilt med mit navn på sat op, så jeg bare kunne pege, fik jeg at vide der var 1 minut (!) til min bus til Haneda kørte, så en ansat løb med mig udenfor for at nå den, og skaffe min billet osv., og det eneste jeg fik at vide var, at jeg skulle af ved terminal 2 -.-'. Forresten lå Haneda godt nok meget længere væk end jeg havde troet, over en time i en bus, der kører direkte, og på motorveje og alt muligt, og jeg var såååå træt, men jeg turde ikke lægge mig til at sove, af frygt for at komme af for sent! 

     

Jeg var så lost da jeg endelig nåede Haneda... absolut INGEN talte engelsk, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle tjekke min bagage ind!! Jeg prøvede mig frem, og spurgte tilfældige forbigående, og personale med "sumimasen, eigo hanasemasuka?" (undskyld mig, taler du engelsk?), men fik alle steder svaret "no no" eller "zenzen" (overhovedet ikke). Til sidst havde jeg virkelig heldet med mig! jeg stoppede en yngre kvinde, som var ansat i lufthavnen. Hun kunne overraskende godt engelsk, og havde selv været udvekslingsstudent for Rotary, da hun var yngre :D Hun hjalp mig til det rette sted, og så langt hun kunne, men midt i min forvirring fik jeg desværre ikke fat i hendes navn :( 

Så kunne jeg ellers bare vente på flyet, men... så skulle jeg jo lige på toilet: 

Jeg kan simpelthen ikke vænne mig til det! Man bliver altså helt bange når man åbner døren til toilettet, og så ser man computerskærme og toilettet åbne og skyller ud af sig selv! Og de er alle vegne.. ihvertfald alle steder der er toiletter ;P i lufthavnene, på restaurenter, offentlige toiletter, min værtsfamilie har også to af dem!!

     

Mens jeg ventede på flyet, kom jeg til at snakke med en ældre dame, som var utroligt flink, og faktisk bedre til engelsk end in værtsfamilie ;) hun boede i Osaka, og skulle tilbage efter at have besøgt sin datter i Tokyo. Jeg var i tvivl om hvilken bus jeg skulle tage ud til flyet, så hun hjalp mit til den rigtige, og ind i det rigtige fly (der var to lige ved siden af hinanden!). Desværre kom jeg ikke til at sidde ved hende i flyet, men vi mødtes igen i Osaka, og jeg fik hendes kort, og hun fik mit, og jeg lovede at sende en mail til hende :) 

     Min værtsmor- og far og exchange student chairman og en anden fra min klub ventede på mig i lufthavnen, med skilte og små flag og kameraerne fremme, det var en dejlig velkomst ;D De spurgte, om jeg var "starving" haha, og vi fik så mad på en "italiensk" restaurant, meeeen... der var ikke meget italiensk over den. Japanerne har en tendens til at kalde det western food, men japaniserer det så meget, at det ikke rigtig er til at kende igen... Men det smagte nu godt alligevel, det var skam ikke det!

Så gik turen ellers mod Fukui, som viste sig at være en køretur på 3 timer, men det gjorde ikke så meget, for deres bil er så blød indvendig, at man næsten synker ned i sæderne, og den er helt lydløs, så jeg faldt i søvn ret hurtigt, hvilket viste sig at være en god ide, da jeg endte med at være oppe til kl. 00 Japansk tid, fordi jeg skulle pakke ud, og slappe af med min værtsfamilie. Børnene kan intet engelsk, kun skrive en smule, men jeg er allerede igang med intenst at lære sproget! Alene idag ar jeg lært mere end man skulle tro!! 

Her kan man ihvertfald se, at de kører i den "forkerte" side af vejen ;)

En smule af Osakas skyline

Her til morgen fik jeg morgenmad, der var en konge værdig! spejlæg, bacon, salat og ristet toast, det var lækkert, men jeg håber virkelig ikke de spiser sådan hver dag, for så kommer jeg da til at veje nogle kilo mere på vej hjem :S og så prøv lige at forestille jer at spise det ovennævnte med SPISEPINDE! jeg gjorde det, men jeg vil ikke påstå at sige, det var nemt! ;D Jeg har også fået mine egne spisepinde, men kaniner (usagi) på, heh, og lært nogenlunde hvordan man bruger dem. Spisepinde hedder "hashi", og man får en lille bitte tallerken-lignende ting på størrelse med en kapsel, som man lægger spidsen af spisepindende på, så de ikke bliver beskidte. Den hedder "hashi-oki". 

Min værtsmor og jeg kørte til bageren omkring frokosttid, og da hun sagde jeg skulle finde noget jeg ville have, fandt jeg en lille sandwich og kage, og hun blev helt overrasket over jeg ikke skulle have mere! For resten af familien plejede åbenbart at tage godt for sig ;)

Og det her er ikke engang det hele :O Jeg må sige de er altså virkelig gode til at lave mad, bage osv. hernede!

Jeg har også givet dem Fazer og Hoptimist idag. Der er vist ingen tvivl om, hvilken gave de bedst kunne lide ;) Japanere har ryg for ikke at være særligt glade for lakrids, og specielt ikke salt eller stærk lakrids. Jeg er ked af jeg ikke filmede eller tog billeder af deres ansigter imens, for de var altså helt "priceless" ;D Kun Jinichiro (værtsfar) og jeg kan godt lide dem! Og hoptimisten har fået en fin plads i det fine skab. 

 Jeg har vist ikke mere for nu, så her er der ihvertfald et indlæg, der kan holde jer beskæftiget i noget tid :D Mata ne! (til vi ses igen)